Ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til netop det sted og Ny møllegård og Flakkebjerg og tiden lidt uden for Præstø, på bondegården som plejebarn, hos Poul-Erik Gaarde..

Der er ikke nogen tvivl i mit sind, fra Rehfnæs og fremad. Der lukkede jeg ingen ind i mit sind. Så kunne de råbe, skrige, hoppe og danse; Jeg lod bare som ingenting og gled af på alt, de kom med..

Grunden til jeg skriver det her er, jeg i dag har modtaget en stor fed brevpakke, med mine sagsakter fra Bråskovgård.

Egentlig befriende, men også bedrøveligt, for de beskriver jo hvordan jeg var som 16-18 årig, ikke noget kønt syn og ikke noget godt blivende menneske. Men det kan man vil heller ikke forlange, udgangspunktet taget i betragtning..

Og det er jo der, jeg bliver lidt fustreret. For jeg ville gerne finde ud af, hvor og hvornår og hvorfor, jeg gik fra, af være et barn, hvis mor og barnet selv, ofte var syg. Til at blive et adfærdsvanskeligt barn.

Hvorfor ved jeg jo egentligt godt. Det har noget med sex af gøre, ikke forstået på den måde, at jeg opfordrede til det, men blev jo påduttet det som ganske ung 5-6 år. Og må så erkende, jeg senere i min barndom udnyttede, at nogle voksne godt kunne lide børn. Det er jo mig i en nøddeskald... Holder min kæft, lyver om alt og tjener på det.

Sjovt nok, blev Bråskovgård lidt af et vendepunkt i mit liv, selv om de heller ikke der opdagede, at det var andet end hash, jeg indtog.. Men en af lærene, lugtede lunden..!